Historien om Harald.
Denne historie er tilegnet alle de kvinder der gennem årene har måtte høre på mere eller mindre sjove historier om hvor lidt forstand kvinder har på biler.
Historien tager sin begyndelse i foråret 2007.
Jeg var så småt begyndt at overveje hvad, jeg kunne give min ægtemand som sølvbryllupsgave i efteråret.
Nu var det mig jo ikke ubekendt efter så mange års ægteskab at han altid havde ønsket sig en gammel bil(cabriolet at bemærke), og jeg synes det skal tale til min fordel at det var lykkedes mig at undgå denne økonomiske katastrofe i så mange år.
Måske var det et øjebliks sindssyge der gav mig den tanke at jeg kunne forære ham en bil, men sindssyge eller ej så holdt jeg nu fast i tanken.
Herregud hvor svært kan det være ?? Jeg var i besiddelse af 10.000 gode danske kroner og (syntes jeg selv) en hel del sund fornuft, og i parentes skal det lige nævnes INGEN og jeg mener ABSOLUT INGEN forstand på biler.
Jeg startede med et hurtigt overblik i den Blå Avis, kun for at konstatere at man for titusinde kunne indkøbe en samling skrammel i en papkasse eller måske et par rustbehæftede bagdøre.
Hvorfor er det sådan at jo ældre en bil bliver jo mere nærmer den sig guldværdien?
Efter mange forgæves forsøg på mange bilbaser - fik jeg en smart ide.
Måske skulle jeg starte med at beslutte hvilken bil jeg overhovedet ville købe ???
Og da min eneste preferece i forhold til biler der er værd at eje er min egen Volvo 850 GLT 20 V st. car så blev det jo ikke lettere, for den havde jeg dog alligevel aldrig set som cabriolet.
Som sendt fra himlen ( og jeg tror faktisk det var min far i himlen) kom jeg pludselig i tanke om at min far da jeg var barn, ejede en rød Triumph Herald som han var meget glad for..
Jamen sådan én skulle det da være……..
Så ledte jeg igen…..I Danmark var de for dyre og for dårlige, i England havde de fået den vanvittige ide at sætte rattet over i den forkerte side, i Tyskland så de overbærende på mig når jeg nævnte en Triumph Herald og en enkelt italiener forsøgte at overbevise mig om at det nok var en Spitfire jeg mente- men det vidste jeg dog det ikke var, da jeg jo dengang ikke anede at der var noget der hed en Spitfire !!
Det er netop her min mand skal være glad for at det var en kvinde der skulle købe en bil, idet en kvinde aldrig giver op når der er noget hun vil ha !!
Nu var gode råd snart dyre og det var efterhånden blevet sensommer så noget skulle der ske.
En sen aften efter mange timer på nettet faldt jeg over en hjemmeside fra en dansk Triumph klub.
Nå, tænkte jeg- De ved vel for pokker hvor der står en Herald jeg kan hente i morgen. Så jeg skrev en besked om hvad jeg søgte, og der gik jo ikke mange dage før jeg fik en mail fra Per .
Per Grysbæk har åbenbart tænkt: Konen er jo blevet tosset- hun må hjælpes !!! For nu begyndte et fantastisk samarbejde. Per anbefalede at jeg kikke i Sverige, og hver gang jeg fandt en bil, mailede jeg den til Per, de fleste gange bare for at få et svar der hed: Dur ikke, eller for dyr, eller det er jo ikke en cabriolet o.s.v. Disse mange hemmelige mails gjorde at jeg fik et ret godt overblik over hvad der var en saloon, en cabriolet, o.s.v.
Og pludselig var den der. En rød Triumph Herald 13/60 årgang 1968 til salg for 12.000 svenske kroner !!!
Bare af sted sagde Per- og så af sted til Falkenberg , med en lang seddel skrevet efter Pers anvisning.
Husk at tjekke stelnr.( ja, hvis man vidste hvad det var Per !!!)husk at se original registreringsattest, husk at se efter rust i bærende dele(jamen Per, hvad er bærende??)FDM’s købsaftale o.s.v. . Jeg havde taget min bedste veninde med under påskud af at skulle handle i Malmø, og da vi landede i Falkenberg og så den lille røde bil, så vidste jeg at det var den min mand skulle have. Den stod nærmest ude i skoven, men jeg syntes den var ok. Nå, tænkte jeg ( altså den svenske sælger havde ikke mere forstand på biler end jeg)jeg starter den lige og så var det svenskeren sagde ” Forladt-men jeg kan ikke hitte nøglen ”!!!!!!
Jeg ved ikke om svenskeren vidste at han på daværende tidspunkt var tæt på at blive ihjelslået af en dansk oversygeplejerske- MEN DET VAR HAN !!!
Jeg fattede mig dog hurtigt og sagde at så kunne han naturligvis ikke få mere end 10.000 og han kunne få 5000 nu med betingelse om at finde nøglen til jeg kom tilbage om en uge og hentede bilen.
Vi fik betalt og skrevet købspapirer og så kørte vi tilbage til Danmark, ½ Herald rigere.
På daværende tidspunkt anede jeg ikke om jeg havde købt en katastrofe- men med min ikke ringe selvtillid tænke jeg, at det går sgu nok.
Det eneste jeg stadig ikke forstår er at min søde mand, ikke syntes det var mærkeligt at jeg havde shoppet i Malmø en hel dag, og kun kom hjem med en pakke svenske cigaretter.
Nu skulle jeg jo så finde ud af hvorledes køretøjet skulle komme til Danmark, da selv jeg jo godt kunne se at jeg ikke kunne køre den hjem, uden nøgle og uden plader.
Igen hjulpet af en gæv kvinde, sagde én af mine kollegaer. Nå, har du købt en bil i Sverige ? Jamen det er vel ikke noget problem- vi har biltrailer og betaler du bro og benzin så laver vi en tur ud af det. Min mand er mekaniker , ham tager vi med og bilen kan stå på vores værksted til jeres sølvbryllup.
Ja, så heldig kan man være.
Igen med en lille hvid løgn om et ledermøde, drog Nina, Kaj og jeg til Falkenberg. Ninas røde Volvo 740 ( se det er køretøj) forrest og biltraileren bagefter. Kaj sagde at hvis vi kvinder ville være i stand til at holde svenskeren på afstand så ville han gennemgå bilen og komme med et kvalificeret bud på om det var en katastrofe jeg havde købt. Og her er det jo kvinderne slår til igen- mens Kaj gennemgik Heralden talte vi kvinder næsten den stakkels svensker ihjel.
Det næste vi hørte var Heralden der startede ( de kan altså noget de der mekanikere) uden nøgle, og var på vej kørende op på traileren, mens Kaj gjorde tegn til at jeg skulle se at få betalt så vi kunne køre.
Købt og betalt for 10.000 svenske kroner, og med en kurs på 0.80 var det vel egentlig ok.
Så kørte vi i det mest pragtfulde solskinsvejr( med kalechen nede, lidt stil har man vel )over Øresundsbroen med det lille røde lyn.
Og sent på aftenen var Harald ( som vi havde døbt den )klar til at blive kørt ind på Kajs opvarmede værksted, hvor den skulle stå i hemmelighed de næste 2 mdr. til min mand skulle have den på vores sølvbryllupsmorgen.
Herefter begyndte mange timers ren- og klargøring af vidunderet.
Som før nævnt havde vognen stået ude i en skov inden jeg fik den fragtet til Danmark, så lakken havde jo ved gud set bedre tider og det hvide kaleche var nærmest grøn. Jeg mente dog ikke at det var noget som klorin og knofedt ikke kunne klare- men her havde jeg nok lige forregnet mig idet jeg jo havde parkeret ”dyret” hos en rigtig og meget ordentlig mekaniker.
Han nærmest hvæsede da han så min klorinspand og udspyede samtidig en masse ord om slipol, twist og afrensningsprocedure. Så der var ingen vej tilbage, det blev lakrensning, polering og overpolering- og ikke en enkelt gang- næh nej 7 gange, men så var den lille Triumph også meget fin.
Så skulle den jo lige en tur på liften- bare lige så vi kunne se den rigtig i bunden, og her spørger jeg så - HVORFOR????? Bunden vender jo nedad, der er ingen der kan se den, så hvad i alverden skulle det nu gøre godt for?? Og da jeg nu så hjulene nærmeste falde indad så troede jeg faktisk at bagbroen var knækket, blot for igen at blive belært om at det var helt normalt for den slags vogne.
Fælgene blev slebet og malet. De originale hjulkapsler pudset og der blev indkøbt 4 nye dæk.
En ny låsecylinder inkl. nøgle og så var den klar til at blive pakket ind.
Min yndlingsmekaniker og hans søde kone sørgede for at Triumphen blev kørt ud på vores adresse meget tidligt den morgen vi havde sølvbryllup, iført blå presenning og en stor rød sløjfe.
Og ja- han blev meget, meget glad for den.
Nuvel –det er ikke en Bel Air 1957, men det er vores og vi har allerede haft mange gode ture i den i den gode danske sommer, og 16.000 inkl. afgift, syn og plader det er vel fornuftigt- selvom der givetvis er nogen der vil påstå at det er mere held end forstand og det er sikkert rigtigt.